Forord, Nicolai Nissen, Coach.
En lille inspirerende historie fra 2016-Coaching-atleten Mads Raunskov. Mads fortæller en rigtig spændende historie, der virkelig kan inspirere. Fra kræft-patient til ironman, en imponerende bedrift og et superspændende år som coach, for kunne det her lade sig gøre? De tanker blev hurtigt gjort til skamme, den vilje og evne til at strukturere tingene, Mads kom med gjorde at min eneste tanke var “LETS GO!!!” God læselyst og tak for et fedt år til Mads – jeg glæder mig allerede til næste omgang;) (Håber ikke fru Mette læser med her;))
Eller kan man også gennemføre en Ironman med et smil på læben og få et fornuftigt resultat, uden at have trænet 20 timer om ugen. Dette spørgsmål valgte jeg at stille mig selv i sæsonen 2016/2017.
Jeg selv er 40 år gammel og startede min ”trirejse” for 3 år siden. Jeg er familiefar til 3 børn. Alberte på 7 år, Gustav på 4 år og Sofus på 1 år. Jeg er gift med Mette, og bestrider i det daglige et job som projektchef. Jeg vil betegne mig selv som en ganske almindelig mand med kone, børn og et krævende job. Gennem hele mit liv, har jeg altid holdt mig i gang på motionsplan, og begyndte i år 2000 at løbe marathon, hvoraf min bedste tid er løbet i 3:40:xx i Hamburg. I alt 5 stk. er det blevet til.
I sommeren 2011 fik jeg konstateret testikelkræft, og blev opereret. Efter hyppige kontroller fik jeg 7 måneder efter et tilbagefald. Dette betød, at jeg måtte igennem en ca. 3 måneder lang kemokur. En skrap kur, som ville slå et ældre menneske ihjel. Dette foregik imens min kone var på barsel med vores andet barn. I denne periode lærte vi hinanden rigtig godt at kende, og lærte en hel masse omkring livet. Om at elske hver dag, og ikke gøre problemerne større end de er. Jeg blev heldigvis raskmeldt i sommeren 2012, og fik herefter lysten til at udfordre mig selv, og vise overfor mig selv og omverdenen at jeg var stærk og tilbage. Dette resulterede i yderligere nogle marathons og en cykeltur op af Mount-Ventoux.
Kræftsygdommen motiverede mig til at træne mere og hårdere end tidligere, da min krop naturligvis havde taget skade af kemoterapien. Jeg ville vise, ikke mindst overfor mig selv, at jeg havde overvundet kræften. Jeg gik med drømmen om at begynde at dyrke triathlon, og ikke mindst på sigt at gennemføre et triathlon på den fulde distance. Derfor kontaktede jeg Bodyzen i 2013, hvor jeg fortalte Nicolai Nissen om mit liv og de drømme jeg havde. På dette tidspunkt var triathlon, og det at lave en Ironman meget hipt.
Jeg er sikker på, at Nicolai tænkte sit på dette tidspunkt. Kunne det lade sig gøre med den fortid og det hverdagsliv, at få trænet det der skulle til for at gennemføre en Ironman ? Desuden skulle jeg starte helt forfra med hensyn til svømningen. At lære at crawle langt som snart 40-årig er ikke lige til. Det motioverede mig deslige, at finde ud af hvad min krop rent faktisk kunne. Og det, at skulle give mig i kast med hele tre discipliner samt styrketræning og kost, var ligeledes en motivationsfaktor. Jeg trænede herefter selv cykling og løb, mens jeg fik hjælp til svømningen af svømmecoach Iben Johansen (tilknyttet Bodyzen). Dette resulterede i, at jeg i 2015 gennemførte Challenge Denmark i Billund på den halve distance.
Jeg kunne dog efterfølgende se, at et forsøg på den fulde distance ikke var muligt uden tilknytning af en coach. At træne mange timer lidt ustruktureret var simpelthen for hårdt for familielivet. Derfor lavede jeg en aftale med Nicolai omkring dette i efteråret 2015 og meldte mig ind i Kolding Triathlonklub. Lige pludselig skulle jeg kun koncentrere mig om at træne. Det gjorde vores hverdag meget nemmere. Jeg skulle ikke søge efter information og viden, men kunne blot kigge på min telefon via en app hvad jeg skulle lave og træne disciplineret – ret nemt. For ikke at lide for store afsavn lavede min kone og jeg et sæt spilleregler, som gjorde hverdagen mere tålelig. Det kan ikke lade sig gøre at gennemfører en Ironman uden afsavn. Men ved god kommunikation, gode træningsværktøjer og en god coach kan meget imødekommes og gøres lettere. Træningen gik også ret godt. Hen over vinteren trænede jeg mellem 8 og 10 timer, og da foråret kom begyndte de første stævner at dukke op. Jeg deltog i en del stævner – cykling, tri samt Open Water og kunne se, at de mange timers træning havde båret frugt, og jeg havde ikke været skadet på noget tidspunkt i forløbet – fedt. Omkring sommeren toppede min træningsmængde med 12 timer plus. Tiden nærmede sig hastigt raceday, og der dukkede en masse uafklarede spørgsmål op, men igen skabte det ro at have en coach, som jeg kunne lytte og støtte mig til. Den 21. August 2016 gennemførte jeg Copenhagen Ironman i 11:41:xx. Med et smil på læben og i en tid, der var bedre end forventet. En præstation, som jeg selv er meget stolt af. Det var en rigtig dejlig dag, for jeg var forberedt på alt det uventede, og som bare gjorde dagen rigtig god. Det var dagen, hvor jeg fik det maksimale ud af de ressourcer jeg havde lagt i projektet.
Efter der nu er gået en måneds tid efter løbet, kan man godt tænke: Var det så det ? Hertil er svaret helt sikkert nej. Jeg vil ikke slippe sporten samt de gode træningskammerater jeg har fået, og jeg skal på sigt også prøve den fulde distance igen. Hvis man vælger at kaste sig ud i et eventyr som mit, kan jeg kun anbefale ansættelsen af en coach. Dette vil skabe ro omkring dit træningsforløb, og du vil kun skulle forholde dig at træne. Jeg synes med dette forløb at have vist, at Ironman-distancen ikke kun er for supermotionister.
Mads Raunskov
