For et par uger siden bragte Politiken en leder ”Det Store Løbeparadoks”, det foranledigede mig til ”at springe i blækhuset” og begynde dette lille skriv, der sikkert bliver ret langt. Det ved jeg allerede nu, for jeg har haft lyst til at skrive det siden jeg mødte drengene bag ”Den Perfekte Mand”, der var Bodyzens 5-års-fødselsdagsfilm i april. Så der er mange tanker, der skal fældes ned – So bear with me, håber det bliver bare lidt interessant!
Mødet med hovedpersonen Asser – og faktisk også de andre drenge bag kameraet, Jonas & Kasper, satte ord på løbeparadokset, der har rumsteret rundt i baghovedet de sidste par år.
Drengene bag “Den Perfekte Mand”.
Tankerne opstod på baggrund af daglig kontakt med mangfoldigheden af Koldings løbere og triatleter, i løbebutikken Bodyzen, men også som coach for løbere og triatleter på alle niveauer, tilsat mange år som løber – og triatlet.
Helt fra tiden som elitetræner i volleyball, med stor berøring til talentsektoren og damelandsholdet, hvor jeg havde den kæmpe fornøjelse at arbejde sammen med nogen af nordens største coachingkapaciteter og derved opnåede en form for mesterlære, har jeg lagt vægt på at have en klar filosofi i det jeg gør. Jeg lærte utrolig meget af det miljø, at man skulle kunne stå inde for det man laver, være autentisk og konstant stille spørgsmålstegn ved det man gør, ”am i observing and analyzing or merely watching?”, samt det konstante ønske om udvikling og have øje på processen.
Damelandsholdet i Schweiz, 2007.
High Performance Coaching var et yndet begreb, der blev brugt meget tid på at definere, og jeg selv efterfølgende har defineret indenfor min private filosofi.
DM-Finalen, Dame Junior, 2004.
Status quo har aldrig været en yndet rejsefælle for mig, jeg hader stilstand. Selvfølgelig bliver man mere rund med alderen og hviler mere i sig selv, men disse ting har jeg stadig med i bagagen. Det er udviklingen der motiverer, noget der også gør sig gældende i det daglige arbejde i Bodyzen Løbeklinikken. Et lille eksempel var en kunde, der kom ind en dag, hvor jeg var ved at hænge en hylde op i vinduet, hvorpå kommentaren ”Du må være den butik i Kolding der bygger mest om” faldt. Bygger om, er så meget sagt, men, der udvikles og skrues konstant;)
Mødet med tri- og løberverdenen, her motionister, som Bodyzen-ejer var en oplevelse og lidt en overraskelse. På trods af det er sportsgrene hvor der blev trænet meget, virkede det noget ustruktureret i forhold til hvad jeg var vant til.
Det billede har ændret sig meget, særligt indenfor triatlon, der er kommet mange rigtig gode coaches til i takt med at sporten er vokset, desværre er der også rigtig mange uden den fornødne ballast, der begiver sig ind i coaching-verdenen. Egen erfaring er bestemt essentiel, men hvad gør man når ”shit hits the fan” – og man ikke selv lige har stået i den situation, så mangler man pædagogiske, psykologiske og/eller fysiologiske værktøjer. Det er derfor folk uddanner sig, jeg afholder mig også fra at give VVS-råd bare fordi jeg har set VVS’eren skifte et toilet – og efterfølgende har brugt det;) Challenge Denmark/Herning-Billund, 2015.
Så i flere år blandede jeg mig slet ikke i den del af sporten og koncentrerede mig om at få en god løbebutik/klinik, udover en lille afstikker til Fitnessdk’s elitekoncept, med træning frem mod Copenhagen Marathon, det var dog mere bare at følge færdige programmer. Man fik dog lidt intern uddannelse.
DM, OL-Distancen, Fredericia, 2012.
Jeg så mig faktisk som færdig med coachingen, da jeg ikke mente jeg havde noget at byde ind med i den verden.
Med tiden røg der dog lidt forskellige træneruddannelser/kurser i tasken af ren interesse og flere begyndte at forespørge om jeg ikke ville lave programmer til dem, langsomt tog det fart og pludselig var jeg fanget og i sæsonen 2014 havde jeg 12 triatleter og 6 løbere tilknyttet som det hidtil største hold.
Derved måtte jeg også få styr på min filosofi – igen!
I mange år havde jeg ikke rigtig nogen holdning til træningsmetoder indenfor løb, eller dvs. jeg gjorde som jeg altid havde gjort, det nok var lidt ”gammeldags”.. For hvad jeg huskede var de gamle helte, Henrik Jørgensen og Allan Zachariassen, dvs. MÆNGDE!!
Challenge Copenhagen, 2010. (Full Distance)
Det gjorde man så ikke mere, fandt jeg hurtigt ud af, nu skulle det være kort og intensivt. Tendensen var også begyndt at brede sig i volleyball da jeg stoppede, hvor mange cuttede ned på træningen og ville have særaftaler for at ville deltage på teamet. Til sidst var det praktisk taget umuligt at drive et (sub)elitehold, uden særaftaler af den ene eller anden slags. Det tærede på motivationen og lysten.
Sandheden er jo, at man faktisk godt kan fastholde et ret højt niveau med nedsat træningsmængde, enten pga. et stort talent, eller fordi man har lagt timerne tidligere. Men det er jo kun til et vist niveau, så stagnerer rigtig mange (status quo!? – I mindes godt min holdning til ham – og begynder at kunne se hvor det her bærer hen!? ;)) og udviklingen stopper.
I triathlon kører flere coaches an på den filosofi, fred være med det og de har også fine resultater. Men hvordan mon det havde set ud hvis de BÅDE havde trænet med kvalitet, såvel som kvantitet – og hvordan udvikler man sig på 4.-5. år på samme måde, når man ikke skruer på timeantallet?
Bodyzen Coaching-atlet Jonas Bodekær Pedersen efter Challenge DK, 2016.
Der er selvfølgelig mange grunde til at folk træner ”kort og hårdt”; familieliv, karriere, venner, osv. Det er jo alt sammen helt validt, men hvad så med de mange ting, der følger med når man sætter et projekt som Ironman foran sig? Søvn, restitution, ernæring? 3 parametre, der ikke må undervurderes som sportsmand. 3 parametre, der, hvis de sammen, eller hver for sig bliver negligeret, eller forsømt, kan gøre stor skade, ikke bare i forløbet, men også efterfølgende. De ting er også svære at presse ind i en hektisk hverdag. Særligt i en så tidskrævende sport som triatlon.
Der er flere eksempler på marathonløbere, der tog over et år at komme sig ovenpå et marathonløb, kroppen var simpelthen flad og der kunne ikke løbes, eller trænes med kvalitet – uforståeligt for løberen! Værre eksempler fra tri-verdenen, hvor det virkelig kan gøre skade hvis man ikke ”er klar” til sådan et forløb, det kan få katastrofale følger. At rejse sig fra sofaen for at løbe marathon er dumt, men at gøre det for at køre en ironman – det er potentielt farligt!
Bodyzen Coaching-atlet Oliver Martinussen efter afdeling i DM-Serien, 2016.
Vi snakker en belastning på systemet over 8-12 måneder, mange ikke har prøvet siden de som børn ikke kunne sidde stille – nogen måske aldrig.
Diskussionen mængde vs. intensitet kører stadig, både blandt motionister og eliten. Der er trænere på hver side af hegnet – og der er ingen tegn på forsoning.
Vi skal også passe på med at generalisere, for af tidshensyn kan kort og hårdt være fint for den erfarne (motions)-atlet, der har mange træningstimer ”i banken”, men ikke længere har tiden og motivationen til lang træning, men stadig gerne vil konkurrere lidt. Der kan den nedsatte træningsmængde være en glimrende ide og en god måde at holde sig i sporten.
Bodyzen Coaching- atlet Mads Raunskov, Jels ½ Ironman, 2016.
Men her snakker vi motionister og den ret store gruppe af supermotionister, der ofte gerne vil ”sætte et kryds” for en gennemført ironman, her kan det være fatalt at bevæge sig ud i det eventyr uden assistance, både for kroppen – og familie/arbejdslivet;)
For hvad sker der når man sætter sig målet, gør op med sig selv hvor mange timer der er til rådighed, få – eller mange, så kan det godt være at man har løbet et par marathon, eller cyklet MTB med 2-3x ugentlig træning, men at øge enten mængden til det 3 dobbelte, eller øge intensiteten ret kraftigt, er ikke uden risiko. Det kræver en stor base, hvadenten man skal træne kort & hårdt, eller distance, den kan godt være svær at styre alene.
Bodyzen Athlete Allan Jakobsen, Ironman Lanzarote 2012.
(Læs i øvrigt tidligere artikel omkring base-træning: //weblog.bodyzen.dk/#post26)
Hvor er Kolding??
Det er efterhånden et stykke tid siden Kolding har gjort sig bemærket for alvor på seniorsiden med løb. Der er masser af røre i ungdomsafdeligen på atletiksiden med flere talentfulde løbere, men på seniorsiden hører man ikke meget.
Bodyzen Athlete Mads Nygaard, Kolding City Trail, 2016.
Det betyder dog ikke, at der ikke er gode løbere, der er en god håndfuld der snildt løber under 1:20 – og tæt på 1:15 på ½ marathon, heriblandt også et par unge drenge. Så der er gode løbere, der er bare langt op til eliten pt;) At flere af de hurtige drenge så også satser på triatlon, gør også at vi ikke så ofte ser dem blandt ”rigtige” løbere.
Hvad med eliten??
Diskussionen tages op i lederen.
De gamle drenge, foranlediget af en dengang 17-årig Henrik Jørgensen, trænede sindssygt mange km, Allan Zachariassen toppede en uge med 370km, og et gennemsnit på 236km i ugen! Det er altså rigtig mange km! Nutidens danske løbere løber 160-170km i ugen.
”I dag siger de alle sammen, at de løber 160-170 kilometer om ugen, fordi de er så bange for at blive skadet. Men hvis du er bange for at blive skadet, så begynd at spille skak. Det kan ikke nytte noget. Det var også den risiko, vi andre løb«. ”
Sammenhæng mellem træningsmængden og det faktum at den nordiske rekord på marathon stadig er Henrik Jørgensen, selvom 80erne efterhånden er rigtig længe siden, derfor er det oplagt at overveje om træningsprincipperne fra dengang bare er bedre, eller om det handler om talent og miljø?
Mit eget ydmyge bud, er en kombination, for talentmassen og det miljø de drenge fik skabt, er så unikt at det i sig selv bragte dem langt. Tilsat uhørte antalt km bragte dem det sidste stykke, hver for sig kan tingene genskabes (talenterne kræver også lidt held og dygtighed at ramme på samme tid en gang til;)) – men at få alle tingene på én gang, bliver nok svært. Men forsøget bør gøres!
Ovenstående udsagn fra Allan Zachariassen ift. træningsmængde, virker også fremherskende i tri-forbundet, hvor der bliver trænet sindssygt hårdt – og nogen knækker, men tager man dem ikke derud hvor risikoen for at knække er stor, så finder man heller ikke ud af hvor langt de kan nå og får skabt fremtidens verdensstjerner. Det ser man desværre for sjældent i dansk eliteidræt.
Vi har en uhørt masse af løbere, flere end nogensinde, sikkert flere end vi nogensinde får igen. Men eliten er mere snæver end nogensinde før, hvordan hænger det sammen? Er vi for magelige, for mange andre muligheder, bange for at blive skadet…..??
Mads Nygaard, Spanien, 2016.
Der er ingen tvivl om, at der står mere på spil for en etioper eller kenyaner, end der gør for en dansker, det er deres billet ud af fattigdom, vi har oftest en uddannelse at ”falde tilbage på”. Det gør alt andet lige motivationen og den indre ild lidt større for afrikaneren.
Nu er en ny gruppe løbere i en god alder på vej frem på marathon og der bliver løbet hurtigere end i mange år, lad os håbe viljen og talenten rækker til at nærme sig fortidens mestre.
Læs Politikens glimrende leder her