Præ-Ironman refleksioner (Linda)

No comment

Ironman Copenhagen er lige om hjørnet, og GUD hvor går det stærkt nu! Hvad der hidtil har beroliget mig – ”Argh, det er jo først i august”…. Den går bare ikke mere, Frk. Roos! Det er er NU det hele peak’er, og alt skal prøves af inden den store dag kommer. Det skal ikke være nogen hemmelighed, at følelserne er blandende. Nogle dage hænger træningen mig langt ud af halsen, og andre dage bliver jeg høj og top-motiveret. Én ting er helt sikkert: Det bliver SÅ fedt at krydse målstregen d. 23. august og dét glæder jeg mig til! 🙂

Træningsmæssigt, har det gennem hele forløbet været lidt af en rutchebane. Inden jeg tilmeldte mig, havde jeg lovet mig selv, at træningen ikke skulle gå ud over hverken studiet eller mit sociale liv. Desuden skulle jeg styrketræne og lave diverse skadesforebyggende øvelser, samt sørge for at få en sund og varieret kost… Og gerne 8½ timers søvn hver nat. Hva’ f….. havde jeg regnet med?! – At der i tilmeldningen medfulgte, at der pludselig var 27 timer i døgnet?! Der var, og er stadig kun 24 og dvs. at jeg nok på alle fronter er gået lidt på kompromis. Jeg havde også en intention om, at jeg skulle gå fra at svømme som en skildpadde til elitesvømmer – eller om ik’ andet så træne som én 5 gange om ugen. Det resulterede i en skulderskade og nærmest total fravær fra svømningen i 4 måneder, inkl. de tilhørende mange frustrationer!

I midten af juni var jeg kun få klik fra at kaste håndklædet i ringen og afmelde hele projektet. Det ville jeg have fortrudt mange gange i dag. Dette blog-indlæg kommer som følge af en lang række refleksioner gennem den seneste tid, og efter at have læst ovenstående, vil man som læser sikkert spørge: ”Jamen er det så overhovedet det værd?” Svaret kommer her: 🙂

JA! … Den primære grund til, at jeg kastede mig ud i projektet var, at afprøve nogle grænser. Jeg har nok på det tidspunkt primært haft den fysiske del i tankerne og måske tænkt mere på selve dagen, end hele processen – den lange rejse frem mod målet. Uanset hvad der sker på dagen, vil jeg huske mig selv på, at jeg har lært uendelig meget af denne process. Hvad angår det fysiske, har jeg lært min krop at kende bedre, end jeg nogensinde havde forestillet mig. Der har været flere små-skavanker, som hele tiden har ligget på grænsen til at udvikle sig til en reel skade, men med undtagelse af skulderen, er det hver gang lykkedes at handle i tide. Som fysioterapeut-studerende bliver man lidt nørdet, og det er vildt spændende at mærke, hvordan ens krop reagerer på de forskellige tiltag og ikke mindst analysere årsager. Når det så er sagt, skal jeg heller ikke kunne udelukke, at man nok også risikerer at se spøgelser, eftersom man ved hvor galt det kan gå. 😉

Det mentale game er mindst lige så spændende. Man kan bare SÅ meget mere, end man tror, og det er vildt fascinerende, når man nu sidder og kigger tilbage i bakspejlet. Jeg kan huske, da jeg mødte Carsten engang i sin tid, hvor han trænede til Ironman Frankfurt. Weekendens træningspas stod på det tidspunkt på fx 3000 m. svømning og 20 km. løb lørdag + 100 km. cykling søndag. Det var bare starten af sæsonen, og jeg tænkte, at manden måtte være lavet af et andet stof. Det tror jeg nu også stadig han er, men jeg havde ikke i min vildeste fantasi tænkt, at JEG, som et almindeligt, dødeligt menneske, kunne gennemføre træningspas af den karakter dengang, hvor jeg ”bare” trænede en time om dagen i fitness center.

De sidste weekender har stået på nogle onde ”killer-pas”, og selv om jeg har bandet lidt på cyklen i min kamp for at følge med både unge og halvgamle mænd, er det vildt fedt at komme hjem med 150 km tilbagelagt – oven i købet med en gennemsnits-hastighed svarende til det jeg normalt selv holder på en 1½ times cykeltur. Jeg har dog også lært, at der ER grænser, og nogle dage skal man simpelthen bare hive en dag ud af kalenderen og lægge sig på sofaen med benene opad. Det er en fin grænse, og her er der nok stadig lidt at lære. 😉 Hvis man virkelig vil rykke sig, skal man nok ud over skrænten og hænge lidt engang imellem. Udfordringen er bare ikke at miste grebet og falde.

Billede blog 28. juli

På lørdag har jeg lidt spontant tilmeldt mig en OL-distance i Fredericia (1500 m. svømning, 40 km cykling og 10 km løb) Egentlig havde jeg ikke tænkt, at jeg skulle deltage i flere stævner inden IM, men jeg synes alligevel, at jeg har brug for at prøve en tur i vaskemaskinen under den kaotiske svømmestart. Jeg har dog lovet mig selv, at stævnet bliver kørt med lav intensitet, da jeg ikke har tid til nedtrapning hverken før eller efter stævnet. Jeg mangler stadig lige et par enkelte lange træningspas på både cykling og løb, inden jeg kan tillade mig at trappe ned inden IM.

Selv om jeg allerede er ved at være lidt nervøs, er status p.t., at jeg glæder mig meget til at opleve den fantastiske stemning i København d. 23. august. Strategien er simpel: 1) Undgå at drukne under svømningen, 2) indhente det forsømte fra svømningen på cyklen og 3) holde benene kørende på løbet – hele vejen! Så kan det ikke gå helt galt. 😉 Alt i alt er det vigtigste at få en god oplevelse og komme helskindet ud på den anden side.

Billede 2 blog 28. juni