Ironman Copenhagen (Linda)

No comment

Fotos venligst leveret af: Kaj Linneberg Nielsen, i-maGo.dk  

 

Dagene op til Ironman

Den første egentlige og eneste reelle nervøsitet meldte sig om torsdagen, da jeg skulle til at pakke. Hele dagen løb jeg forvirret rundt om mig selv – gik fra det ene til det andet, og alt blev dobbelttjekket. Da jeg efterhånden fik sat flueben ved alle punkter på listen og læst Athletes Guiden en sidste gang, kunne jeg slappe af.

Fredag tog vi til København. Sommerfuglende i maven meldte sin ankomst for alvor, da vi ankom på Rådhuspladsen til registrering, men på den gode måde. Her mærkede man virkelig den velkendte Ironman stemning: Et mylder af triatleter med IM-rygsæk, armbånd og hvad der ellers hører til. Selv om jeg før har oplevet stemningen, er det noget helt andet, når det pludselig er én selv, der går med rygsækken og armbåndet. FEDT! Senere var vi nede at mærke vandet ved Amager Strandpark. Dejlig temperatur og bedst af alt: ingen vandmænd, brandmænd, krabber, eller hvad vi ellers har kæmpet med i Kolding Fjord.

Lørdag var det tid til at pakke poser og tjekke cyklen ind. Igen blev alt dobbelttjekket, selv om jeg godt vidste, at der var styr på det! Senere kom min bror og højgravide svigerinde helt uanmeldt og overraskede mig! Jeg blev vildt glad og rørt over, at de havde taget hele den lange tur, bare for at se mig tosse rundt dér, uden selv at have nogen interesse for sporten – og så i den tilstand. Det vigtigste var ikke deres tilstedeværen – det var fedt, men det betød endnu mere, at de nu endelig fik en forståelse af, hvad det var jeg havde brugt alt den tid på, og at det var det hele værd for mig – at have nogen, at kunne dele oplevelsen med efterfølgende.

Svømningen

Søndag kl. 7.10 gik det løs! Starten var til min store begejstring og lettelse i år ændret til en ”rullende start” opdelt efter aldersgrupper, hvor tiden først starter, når man passerer måtten. Jeg nåede kun lige op på 2000 meters svømning et par gange inden pga. min skulderskade, så jeg var meget spændt på resultatet. Jeg tog det helt roligt og fulgte min plan: Lagde langsomt ud og forsøgte ellers bare at drage nytte af den effekt det giver at ligge bag de andres fødder. Jeg syntes de svømmede noget skævt ift. bøjerne, men glædede mig samtidig over, at vi ikke blev jordet bagfra af næste gruppe. Jeg troede aldrig jeg skulle sige det, men jeg NØD de 3800 m. svømning og kom ud af skiftezonen med et kæmpe overskud, smil og thumbs up! Succesen fortsatte, da jeg i første hug elegant gled i cykelskoene, selv om det var én af de ting, jeg ikke lige fik øvet. ”Det kan kun blive en god dag!” Tænkte jeg, da jeg kørte ud på cykelruten.

11872151_1018444021501823_551033138143036732_o

Cyklingen

De første 70 km gik meget godt, og jeg holdt et gennemsnit på ca. 32 km/t. Det føltes langsomt, men pulsen var, hvor den skulle være, og jeg holdt mig til planen om at køre den sikkert hjem, selv om jeg følte, at benene var gode. Pludselig blev jeg ramt af en voldsom svimmelhed og kvalme. Senere mavepine. Helt uforståeligt, da jeg havde holdt mig 100% til energiplanen. Jeg begynder at analysere på, hvad der går galt, og hvordan jeg skal komme videdere. Mest af alt havde jeg bare lyst til at smide cyklen og lægge mig i grøften og sove, og jeg kom frem til, at det kun kunne skyldes søvnmangel pga. bl.a. larm på hotellet om natten. Jeg sov stort set ikke. Det føltes som en evighed før jeg nåede til næste depot ved Gels Bakke, men sikke et boost, det gav! WOW! Hele vejen op af bakken følte jeg mig pludselig som en Tour de France stjerne. Dog huskede jeg, at jeg skulle på toilettet. Det hjalp lidt på mavepinen. Længere henne kører jeg forbi mine ”fans” og hører en stemme i megafon: ”… Og der er en chokoladebolle til Linda Roos…” Det var klubkammeraten, Anders, der som lovet havde en Nutellamad med til mig, og jeg fik igen fundet det store smil frem! Superfotografen, Kaj er selvfølgelig på pletten som altid.

11223593_1018445698168322_3904018624566892277_n

Jeg tvang et par bidder ned, men desværre havde jeg stadig kvalme. Jeg kunne ikke få mig selv til at smide den, så jeg kørte med den i hånden helt ind til Kgs. Lyngby, hvor jeg heldigvis tabte den ved brostenene. Det var måske ikke lige dagen, hvor man skulle høflighedsspise.

Ved de næste depoter sørgede jeg for at få gels med koffein, og det hjalp en smule, men jeg var stadig svimmel og havde 100% fokus på at holde mig på cyklen. Næste stop ved Gels Bakke stod min kæreste med en Cola. Imponeret over, hvordan han lige kunne vide, at det var dét jeg havde brug for, tog jeg et par slurke, men jeg kunne godt fornemme, at Carsten ikke mente der var tid til krisemøde og blev hurtigt skubbet af sted igen. Efterfølgende slog det mig, at mine splittider nok sagde en hel del om mit behov, og jeg forsøgte at tage mig sammen og få lidt fart på.


11953214_1018447148168177_4319765546574065497_n 
 

Løbet

Jeg fik det meget bedre og mine overvejelser om en powernap i T2 var hurtigt glemt. Nu ventede der ”bare” et maraton. Det længste jeg nogensinde havde løbet indtil da var 23 km, så jeg var noget spændt på det. Men igen, lige som på cykelruten, var jeg vildt imponeret over stemningen. ALDRIG havde jeg forestillet mig noget lignende, på trods af, at jeg havde været med som tilskuer et par gange. Men der var jo bare proppet på HELE ruten med glade tilskuere, musik og fest – ja, jeg følte faktisk bare, at det hele var én stor fest og blev helt rørt!

11880426_1018447631501462_2146693993142017697_n

Efter min krise på cyklen var jeg meget opmærksom på at få rigeligt med væske, så jeg gik igennem alle depoterne og drak konsekvent et glas cola og et glas vand hver gang. Det kostede lidt på tiden, men jeg var godt klar over, at det kunne risikerere at blive endnu dyrere at lade være og tog ikke nogen chancer. De sidste 10-15 km ramte jeg den berømte mur, og først nu forstod jeg for alvor, hvad det vil sig at ”grave dybt”! Heldigvis mødte jeg her en af mine klubkammerater, og jeg forsøgte at hænge i, men måtte give slip de sidste 5 km. Jeg kunne kun fokusere på, at flytte fødderne og undgå at snuble ved brostenene. Jeg fik helt dårlig samvittighed over, at jeg ikke engang havde overskud til at sende et smil tilbage til den trofaste supportgruppe. Målet var sub 12 timer, og jeg vidste godt, at der ikke var tid til at gå helt kold, så jeg formåede at holde den kørende, og da jeg langt om længe ramte den røde løber i målområdet og så på skærmen, at der stod 11:53 kunne jeg slet ikke få armene ned!

 

11879068_1018444738168418_3112549174312849091_o

Dreamteam – Ktrik Support mfl. 

Post-Ironman refleksioner

Alt i alt har hele rejsen for mig været en ubeskrivelig oplevelse, og jeg har svært ved at sætte ord på det hele. Jeg har opnået præcist, hvad jeg ville, og lært utrolig meget af processen. Jeg kender kroppens grænser og loftet for det mentale stressniveau – på godt og ondt. Ikke mindst har jeg lært vigtigheden af, at prioritere – og det gælder alt her i livet. Det er især noget af det, jeg vil tage med videre og huske fremover!

Mange spørger efterfølgende om jeg kunne finde på at gøre det igen. ”Hvad er så næste mål?!”… Selve dagen ville jeg til enhver tid gøre om igen (måske lige på nær de sidste 10 km løb ;-)). Det var en helt igennem FANTASTISK dag, og en af de fedeste oplevelse jeg har haft. Målet med min første Ironman var primært at gennemføre og få en god oplevelse, gerne under 12 timer (mest for at slå ”Kajserens” tid – en af de tykke drenge i klubben, som i år var blandt supportgruppen, og samtidig formåede, at tage de gode billeder!). Hvis jeg skulle gøre det igen ville målet være en bedre tid, og så er vi tilbage ved prioriteringerne, og svaret må dermed være NEJ – én gang Iron(wo)man – altid Iron(wo)man! 🙂

medalje

RACE SUMMARY
Swim: 1:21:05
Bike 6:06:48
Run 4:15:55
Overall 11:53:22